Signe siger farvel :'(

Den 28.-8. 2017.

Kære alle forældre og børn på Gården.

Jeg skriver dette til jer for at fortælle, at jeg har fået tilbudt andet arbejde pr. 1. oktober.

Jeg har i mange år haft fritidsjob i Sevel Forsamlingsgård, og der er jeg nu blevet tilbudt fuldtidsarbejde.

Efter 23 år på Gården synes jeg det er på tide at prøve noget nyt – hvis jeg skal nå det inden pensionsalderen. Og nu kom tilbuddet så.

Jeg har været utrolig glad for at have Gården som arbejdsplads, og kan slet ikke tænke mig at arbejde i en anden institution, da jeg ikke tror der findes een der kan måle sig med Gården.

Og det er da også helt sikkert at jeg vil komme til at savne både børn, forældre og kollegaer og det fantastiske samarbejde vi har.

De mange glade ”godmorgen Signe”, de stille morgen-børn der skal starte med at sidde på skødet, de varme stunder i sofaen med højtlæsning, de klistrede hænder der vil holde i hånd, plastre der skal sættes på knæet, perleplader, sytøj, vendespil, de mange hundreder tegninger jeg har fået i årenes løb, har været en del af min hverdag. Begejstringen i børnenes øjne over fundet af en bænkebider under en gammel træstamme, eller de mange tudser og frøer vi har samlet i skoven. Kampene om hvem der må bære hønseæggene ind eller holde en lille kylling først. Turene ned til Svend med trillebøren eller for at se de små minkunger. Der er altid en flok glade børn der gerne vil med. I det hele taget har skoven, dyrene, udelivet og de mange oplevelser det har givet mig sammen med jeres børn har betydet rigtig meget for mig.

Det har været en gave at få lov til at følge jeres børn fra små 3-årige til store skolebørn der kan alt selv, og nogle gange følge flere søskende fra samme familie. Nu er ”mine” tidligere børn så begyndt at sende deres børn på Gården, så jo, jeg er gammel i gårde! De mange år på Gården er helt klart nogle jeg vil se tilbage på med stor glæde, og det kan jeg bl.a. takke jer forældre og børn for. Uden jeres imødekommenhed, jeres positive og humoristiske tilgang til hverdagen var Gården slet ikke den fantastiske institution som den er.

(Nicolaj og mine øvrige kollegaer har selvfølgelig også en del af æren!)

Tak for alt i de år I har været en del af Gårdens dagligdag.

Kærlig hilsen Signe.